En helt speciel dag!
En helt speciel dag!
[Flere gifte kvinder end ugifte er blevet skuffet i deres kærlighed]
Anatole France
Hun vågnede ved vækkeuret og puttede sig længere ind under dynen. Mærkede sengen give sig, ved at hans vægt forsvandt fra madrassen. De kendte lyde fortalte, hvor han var henne i morgenrutinerne. Der var ingen udskejelser, børste tænder, brusebad, barbering, samme tid hver morgen, han var som et urværk. Påklædningen skete også på badeværelset, hun skulle nødig forstyrres! Der var nu gået femten minutter og døren blev åbnet forsigtigt, næsten samtidig med soveværelsesdøren. Trapperne knirkede under hans fødder og snart duftede der af kaffe helt op til hende.
Hun hørte dæmpede stemmer, en lys og en mørk. Ved lyden af sønnens lyse stemme der af og til knækkede over, fik det hendes hjerte til at svulme af kærlighed. Desperat forsøgte hun at falde i søvn og vågnede ved at hoveddøren smækkede. Urskiverne lyste og viste 06.45, tænk om han turde bryde sine rutiner og tage af sted fem minutter før eller efter. Det skete aldrig! De sidste femten år var det sådan, altid det samme, altid samme tid. Kom også altid hjem 18.15 hverken før eller senere. De første år grinede hun og drillede lidt, så var han sur i flere dage og talte ikke til hende. Siden lod hun ham være som han var, uden kommentarer.
Snart faldt hun i søvn igen og vågnede kort da sønnen listede ud ad døren klokken 7.15. Hendes eget vækkeur ringede klokken otte. Forsigtigt satte hun sig op i sengen og kløede sig i håret. Dagen i dag var helt speciel og der var noget hun skulle. Prøvede at samle tankerne og var pludselig mange år tilbage.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var sidste skoledag inden sommerferien. De var alle klædt ud og drengene spillede fodbold mod lærerne. Pigerne kiggede på og heppede på de yngste. Hun sad og dagdrømte om Morten. De havde nu været kærester i næsten et halvt år og hun elskede ham. Han var impulsiv, sjov og kærlig. Han gik i tredje g. i gymnasiet og bagefter ville han på universitetet for at læse medicin.
Hun boede hos Morten, han havde hele kælderen for sig selv. Det var dejligt at slippe for de store brødres drillerier og forældrenes bebrejdende blikke. Selvom hun var efternøler og eneste pige, så var der pligter.
Endelig var kampen færdig og lærerne hoppede og dansende, mens drengene slukørede forsvandt i omklædningsrummet. Der var fest om aftenen og modvilligt deltog hun. Festen var kedelig uden kæresten, og efter et par timer forlod hun de tidligere klassekammerater. Tiden for et nyt kapitel var klar til modtagelse.
Badekarret var halvt fyldt og tempereret. Hun tog et ugeblad med og lagde sig med et suk i det våde og dejlige element. Askebægeret stod på kanten og med stor nydelse blev cigaretten tændt. Ved tanken om hans reaktion smilede hun og pustede røgen ekstra kraftigt ud, med et par blærede røgringe i tilgift. Glasset med rødvin stod ved siden af. Lidt tidligt måtte hun indrømme, men ikke helt kriminelt. Nu manglede der sådan set kun musik og hurtigt blev ghettoblasteren hentet. Fødderne lavede fine vandmærker på gulvet, men forsvandt hurtigt igen. Bladet var kedeligt og hun lænede sig tilbage og nød musikken i stedet. Ørerne blev ekstra stive da de spillede ”Oh, Pretty woman” med Roy Orbison.
Vinden tog fat i kjolen, og fnisende forsøgte hun at holde den nede. Fonas udstillingsvindue reklamerede med de sidste nye kassettebåndoptagere i stedet for spolebånd. Nysgerrige gik de indenfor og Morten stod og savlede over et B&O anlæg. Begge vidste det var utopi, men man måtte gerne drømme. Hun kiggede plader og han anlæg, sådan var det næsten altid. Ude igen gik de igennem Eventyrhaven og nød det gode vejr. Haven var fyldt op af mennesker der havde fået samme ide, både på bænke og på græsset. Ud fra en del højrøstede stemmer, slukkede de nok tørsten med kælderkolde øl. En melodi kørte i tomgang i hovedet på hende, ikke til at komme af med! Hun havde taget den med hjemmefra, men hørte den også i Fona. Det var en ganske særlig dag den dag. De skulle kigge på lejlighed og forlovelsesringe. Det måske nye hjem, lå tæt på midtbyen og havde et ekstra værelse. På første sal med adgang til have og garage. Pigedrømmen var ved at gå i opfyldelse, hun var parat.
Badevandet var ved at være koldt og hun hev bundproppen op. Havde barberet både armhuler og ben og følte sig godt tilpas. Fandt sin mest velduftende bodylotion og smurte hele kroppen ind, med langsomme dovne bevægelser. Hun lukkede øjnene og følte velværet i hver en krog af sit legeme. Uden forvarsel blev hun pludselig fanget i spejlet og kiggede forskrækket væk. For satan hvor skulle spejle forbydes! Kneb øjnene sammen igen og vendte tilbage til de positive tanker.
I et af skabene fandt hun sine flasker med neglelak og udvalgte den mørk røde. Både tå og fingernegle blev dekoreret. Det ser sgu godt ud, tænkte hun og smilede af noget de sagde i radioen. Maven knurrede og munden var tør, vandglasset stod på natbordet og tørsten blev hurtigt slukket. Fjernbetjeningen lå som altid på hans natbord, og med en irriteret bevægelse, hentede hun den ved at lægge sig på tværs i sengen.
Morgenværterne på tv2 morede sig indbyrdes, og hun lænede sig op ad sengegavlen og lod lakken tørre. Radioen kværnede stadig ude fra badeværelset, det måtte vente. Forventningsfuldt blev øjnene lukket og tiden gik tilbage til dengang alt var lyst og lykkeligt.
Lejligheden var super og de elskede at bo der. Der boede kun unge i opgangen og tit mødtes de i den fælles have, hvor de grillede og hyggede. Morten var altid det underholdende midtpunkt, god for en vittighed eller sjov bemærkning. Han havde en fantastisk sangstemme og var også en rimelig danser. Ind i mellem kneb hun sig i armen, hvor heldig kunne man være? Hun var selv en habil sanger og derfor genlød lejligheden tit af deres stemmer. Det var dog deres hemmelighed, brødrene ville skrige af grin, hvis de nogensinde hørte ham synge.
Familien havde nødtvungen accepteret ham. Forældrene mente han var nogenlunde ufarlig, brødrene syntes han var lidt for bøsset. Spillede håndbold og læste til læge, det var ikke noget for rigtige mandfolk. I desperation, for at få bare lidt anerkendelse, købte han sig en motorcykel. En alt for stor maskine, efter hendes mening. Hun kunne ikke nå jorden med fødderne, så de blev aldrig venner. Han elskede den til gengæld, og var han glad, ja så var hun det også.
Journalistgerningen var kommet i baggrunden og en tilværelse som sygeplejerske trak mere. Efter faren fik en blodprop, interesserede det sygeplejemæssige hende en hel del. Forsøgte at hjælpe så meget som muligt, men det var svært. Skæbnen havde været ond ved den tidligere så stovte mand og frataget ham værdighed og livslyst. Det var en overvindelse at besøge barndomshjemmet. Faren sad i sin kørestol og savlede og græd over det mindste. Moren jamrede og beklagede sig fra de kom ind ad døren. Det var skyen på den ellers fantastiske himmel. De havde snakket om børn når de begge var uddannede og sparede op til eget hus.
Neglelakken var blevet tør og hun fandt sin ny indkøbte kjole i skabet. Hængte den i døråbningen på bøjlen, så hun kunne nyde synet, mens sengetøjet blev skiftet. Det gjorde hende forpustet og smertepåvirket.Undervejs holdt hun en pause og drak lidt mere rødvin.
Klokken var nu 12 og nyhederne på tv2 News startede. Hun skruede op, men hørte ikke efter. Lagde brevet til Søren i en kuvert og skrev hans navn udenpå. Hjertet svulmede igen ved tanken om sønnen. Hendes øjesten og store kærlighed. Lukkede øjnene og så for sig den generte dreng med alt for lange arme og ben. Tænkte på hver gang stemmen gik fra lys over i mørk, eller forsvandt helt, så han næsten ikke turde sige noget. Den første kærestesorg havde han gennemlevet og overlevet! Den største sorg var dog for hende, at han havde den forkerte far.
Der manglede kun et halvt år, så var hun færdig som sygeplejerske. Morten arbejdede som første reservelæge og de havde kigget lidt på hus. De havde begravet faren året før, og hun følte en stor lettelse. Nogle gange kom døden altså som en befrielse! Der var forår i luften og det var tiden at få motorcyklen luftet. Med årene havde hun vænnet sig til ”dyret” og var ikke så nervøs længere. De havde endda snakket om at hun skulle få sig et motorcykelkørekort og måske sin egen cykel.
Påsken stod for døren og de glædede sig til flere fridage sammen. Han havde mange vagter, så det var ikke så tit de havde fri på samme tid. De skulle kigge på et hus for tredje gang og de endte nok med at skrive under. Det hele flaskede sig, og når hun stod med sin autorisation i hånden, var næste punkt et barn. Morten var snart hjemme fra sin lange vagt og morgenbordet dækket.
Det ringede på døren og det slog hende at han da vist var lidt forsinket. Intet usædvanligt ved det, kogte det på sygehuset tog man jo ikke bare hjem! To uniformerede mænd stod på trappen, venligt smilende med kasketten i hånden. De spurgte om de måtte komme indenfor og hun viste dem ind i stuen. De satte sig ved siden af hinanden i sofaen og hun satte sig i lænestolen overfor. Forstod ikke hvad der snart skulle ske. Den ene betjent begyndte at tale og derfra var alt kaos og tåget.
Det var ikke ret meget hun huskede fra den tid, kun brudstykker. Bedemand, bisættelse, gråd, forvirring. Nætterne var søvnløse og lange, dagene om end endnu værre. Lyset i hendes liv var slukket og der var ikke mere at leve for. Hun klarede den afsluttende eksamen ved censors medlidenhed og en gigantisk pillerus. Anede ikke hvad det skulle gøre godt for, men alle klappede hende på ryggen og sagde at det var vigtigt at gøre sine ting færdige, og komme videre. Morten kom aldrig tilbage og sådan var det. Hun hadede dem der sagde det, hadede dem af et godt hjerte. Tænkte konstant på selvmord, men fik det aldrig gjort. Sådan gik der et par år. Hun holdt sig langt væk fra det der før havde været så vigtigt. Sang, musik, sjov og glæde. Arbejdede på almen medicinsk på sygehuset og tjente derved til dagen og vejen. Boede stadig i lejligheden og ønskede sig langt væk. Der var for mange minder, men det var ikke nemt at finde et andet sted. Efter mange plagerier sagde hun ja til en invitation hos en kollega. En ganske lille fest med få deltagere.
Hun stod nu foran det store spejl i soveværelset, iklædt den nye kjole. Hvor var den flot! Den havde været dyr og han vidste ikke den eksisterede. Mobilen vibrerede på hovedpuden, men hun ignorerede. Der var vigtigere ting lige nu. Vedkommende måtte ringe senere. Hun drejede sig rundt som en mannequin, først den ene vej og så den anden. Satte hænderne i siden og vrikkede med hofterne. Det gjorde ondt og hun satte sig forpint på sengekanten. Gid fanden havde det lort, hvorfor skulle alt være en kamp? Vinglasset var tomt og hurtigt blev det fyldt igen. Hun havde lyst til at se Matador, men det var der ikke tid til lige nu. Det snavsede sengetøj lå for enden af trappen, klar til at blive puttet i vaskemaskinen senere. Hun var blevet helt god til at kaste tøj ned uden at ramme billederne på væggen.
I skuffen i sengebordet fandt hun fryseposen og lagde den på bordet, ved siden af flasken med den sjove facon. Hun strakte sig og lagde sig, rettede på puderne og tog telefonen. Så der var en besked fra Sus, hendes aller bedste og ældste veninde, og kyssede displayet. Vinflasken var nu tom og hun hældte den klare væske i glasset i stedet for. Fy for satan hvor det smagte grimt! Hun hostede og havde nær brækket sig, holdt det dog i sig og prøvede på ny. Med stive nervøse fingre åbnede hun fryseposen og fandt pillerne frem, en efter en. De blev skyllet ned og snart følte hun at det var nok, lagde sig godt til rette i sengen og lukkede øjnene.
De mødte hinanden hos hendes kollega. Han var alvorlig og stille, fuldstændig modsat Morten. Kedelig og korrekt, pedantisk og uudholdelig. Lige en kæreste for hende. Året efter blev de gift og Søren født. Hun havde mødt helvede på jorden. Alt blev koncentreret om sønnen og han blev lukket ude af hendes liv. De boede sammen, men levede hver sit liv. Årene gik, drengen blev ældre og hun fik mere tid til at dyrke sin karriere, dygtiggøre sig og stige i graderne. Hun havde været afdelingssygeplejerske i et år da kroppen gjorde knuder. Træthed, svimmel og manglende koncentration. Diagnosen slog hende ud og gav stof til mange tanker. Hun havde passet en del patienter med sygdommen og det var ikke rart. Mange ændrede adfærd og blev grådlabile og appellerende. Det var ikke sådan hun ønskede at ende, derfor kom planen også til hende ret hurtigt. Det pinte hende at skulle forlade Søren, men sådan måtte det ende. Det var vigtigt at være herre over eget liv. Udfordringen var at finde det rette tidspunkt, ikke for tidligt, ikke for sent.
Han smed cyklen i indkørslen og kiggede nervøst på uret, 17.46. Gid fanden havde den lange tur fra jobbet. Siden middag havde han haft en underlig uro i kroppen. Overvejede at køre hjem fra skole, men valgte alligevel at tage på arbejde, man passer vel sine ting. Fandt nøglen dybt nede i sin rygsæk og låste sig ind. Døren var altid låst, det var moren mest tryg ved.
Der hørtes musik fra førstesalen og han gik ovenpå. Trappeliften var oppe, moren hadede den og var næsten aldrig i stueetagen mere. Døren ind til soveværelset stod på klem og det var derinde fra musikken kom. Langsomt åbnede han døren og så med det samme skikkelsen i sengen. Dynen lå over underkroppen så kjolen var synlig. Hænderne var foldet omkring et stykke papir; sådan så det i hvert fald ud. Han så med det samme de tomme flasker og skyndte sig at tage pulsen. Det var omsonst, hun var død! Tastede 112 og gik på badeværelset for at slukke radioen. Ryddede op og gjorde badekarret rent. Fortsatte i soveværelset vel vidende at det nok ikke var det rigtige at gøre. Lod dog flasker, glasset og fryseposen være.
Opdagede brevet og så sit navn på kuverten. Mærkede gråden i halsen og smerten i både hjerte og hjerne. Han studerede med interesse papiret i de foldede hænder og så det var et fotografi. Et halvgammelt sort/hvid, med en smilende ung mand ved en motorcykel. Fjernsynet kørte på mute og han satte sig i kørestolen for at vente på ambulancen.
Kom pludselig i tanke om sin far og ringede ham op. Den gik på svarer med det samme. Selvfølgelig, man tager jo ikke sin telefon når man køre bil. Så på sit ur at faren var hjemme om få minutter. Fulgte lidt med i hvad der foregik på skærmen. Hørte i det samme ringeklokken, ambulancen var ankommet. De to orangefarvede mænd undersøgte moren og kom til samme resultat; mission Completed.
Nænsomt og skarpt overvåget af Søren lagde de hende på båren. Han lagde mærke til den flotte kjole og de lakerede negle. Det sved i hjertet, kun en skygge af sig selv. I det samme hørtes hurtige trin på trappen og en chokeret ægtemand dukkede op i døråbningen. Det var i det øjeblik Søren brød sammen.